”Sammen gør vi forskellen”
Sammenhold, fællesskab, udvikling. De 3 ord er, hvad der beskriver Lunderskov Badminton Klub bedst.
Lunderskov Badminton Klub er en breddeklub, hvor vi dagligt arbejder for at skabe rammerne for, at ungdommen i lokalområdet kan opleve glæden og styrken af hvad sammenhold og fællesskab kan bidrage til.
Vi arbejder dagligt for at skabe nogle trygge rammer, hvor det at arbejde med at blive den bedste version af sig selv er en naturlig del af træningen. Vi arbejder ud fra principper om, at det er naturligt at fejle og udvikling opstår, når man er indstillet på at lære af sine fejl.
Om du vinder eller taber er derfor ikke centralt i træningen. Evnen til at sætte mål, lære af egne fejl, se sejre og nederlag i et udviklingsperspektiv og have det nødvendige mod til at stille sig helt alene op på en badmintonbane og tage kampen op med egne og andres forventninger – det er essens af det arbejde vi dagligt laver i Lunderskov Badminton Klub.
Alt sammen for at tilbyde ungdommen i lokalområdet nogle gode og sunde alternativer.
Vi glæder os til at møde dig!
Lunderskov BK’s Sæsonplan og træningskoncept
Vi er KLAR til at fejle 😊
Jeg håber, I alle har haft en fantastisk sommer og har fået ladet batterierne op til endnu en spændende og udviklende sæson i Lunderskov BK.
I trænerteamet er vi maks klar til at komme i gang igen og vi glæder os til at skulle stå på træningsgulvet sammen med jer alle sammen igen og øve benarbejde, slagteknik og få en masse sjove oplevelser, mens vi både fejler og dummer os sammen i alle de skøre øvelser, vi løbende finder på.
Det er kun ved at fejle, at vi kan udvikle os, så vi gør som altid alt hvad vi kan for at fejle. 😊
Træningen vil som altid følge vores sæsonplan og vores træningskoncept.
Sæsonplanen
For jer der er nye til Lunderskov BK er vores sæsonplan den plan, der sikrer, at vi i trænerteamet i løbet af sæsonen sammen med jer spillere kommer rundt om alt fra forbane / midtbane / bagbane, offensiv / neutral / defensiv, single / double, løst greb, svingsløjfer osv.
Sæsonplanen sikrer samtidig, at os der er i træner-teamet er koordinerede i forhold til de ting vi træner og hvornår og hvordan vi træner det.
Sæsonplanen er derfor det værktøj der sikrer, at du som spiller får en god, alsidig og struktureret kvalitetstræning i Lunderskov BK med fokus på at sikre din udvikling som spiller.
Sæsonplanen er delt op i 14 temaer, hvor et tema f.eks. kan være ”Forbane, offensiv/defensiv single” eller ”Forbane og midtbane, offensiv double”. Der arbejdes typisk med et tema i 1-3 uger, inden indholdet af træningen skifter til næste tema.
Udover det rent badmintontekniske beskriver sæsonplanen flere andre ting, bl.a. hvad det er for ting vi fra trænerteamets side gerne vil arbejde med omkring det sociale.
For dem der gerne vil vide mere om vores sæsonplan vil der blive mulighed for at stille spørgsmål til den på forældremødet den 25/8.
Træningskoncept
Som supplement til vores sæsonplan benytter vi vores træningskoncept, som beskriver hvordan det enkelte træningspas er bygget op.
Hver træning består af de vi kalder social op- og nedvarmning, fysisk op- og nedvarmning, hurtigheds- og reaktionstræning, teknik- og slagtræning, kamptræning og udholdenhedstræning.
Alle træningspas tilstræber vi er alders- og niveaurelateret så vi fra trænerteamets side så vidt muligt møder alle jer spilleres der hvor i aktuelt er i jeres udvikling.
Så er LBK snart klar til at skyde sæsom 25/26 igang. Der venter der flere nye tiltag i denne sæson.
- Vi lancerer en ny hjemmeside og medlemssystem.
- BAO kommer igen og afholder badmintonskole
- Vi indgår i et træningsfællesskab med Vinding Badmintonklub
- Vi satser på, at flere hold skal deltage i holdturnering
Og selvfølgelig skal der spilles en masse badminton.
Fællestræning for Vinding og Lunderskov spillere
Træningen er et supplement til den daglige træning i begge klubber og vil bestå af teknisk træning, slagøvelser og kamprunder.
Træningen forestås af cheftrænerne i Vinding og Lunderskov suppleret af gæstetrænere ude fra.
Bl.a. har Lennart Engler fra Odense OBK givet tilsagn om at stå for træningen søndag 1/3 2026.
Der oprettes 2 hold til træningen:
Hold 1: U9, U11 og U13BCD
Hold 2: U13MA, U15, U17 og U19
Træningerne foregår søndage henover efteråret/vinter. Mere information følger når de sidste detajler er på plads.